ContainerDag med Artig Verner, Blitz, Gøgereden & Johnny F.

05 maj

Dato

05.05.2018, 12:00 til 18:00
Gratis
Fra hård rock til filipino pop...

Vi ser dem ofte, men hører dem sjældent. Det er for dårligt, så nu gør vi noget ved det… Derfor åbner vi vores øvecontainer op på vid gab og byder velkommen til crème de la crème af bands og kunstnere, der har deres gang i den normalt lukkede metalkasse. 

En hel dag med musik der spænder fra hård rock til filipino pop. Kom og hæng ud - vi har bestilt sol i haven i pauserne og kolde øl i baren, når musikken spiller. Og så er det samme dag hele Karens Minde fejrer foråret. 

DAGENS PROGRAM:

// DEN GANSKE LILLE DUO - Kl. 12.00 //

Skyldige:
Kenneth Frandsen : sang, guitar
Don Martin : guitar, sang (og Hawaii-skjorte)

Den ganske lille duo spiller kendte numre, og egne kompositioner.

// JOHNNY F / NU MED NØRGAARD - Kl. 13.00 //

Johnny F. synger egne sange akkompagneret af guitaristen Jørn Nørgaard.

Johnny Frandsen: sang/guitar
Jørn Nørgaard: Guitar

// ARTIG VERNER - Kl. 14.30 //

Hvis Gasolin var de hårde nitter fra Christianshavn, Shubidua de pæne Hellerup drenge, så er Artig Verner stenbroens sande gentlemen. Som føromtalte koryfæer har Artig Verner en særegen mundret måde at fortælle deres anekdoter på i deres dansksprogede rockunivers fra det Vesterbro de elsker så højt. I henved 10 år har de spillet så forskellige steder som Hovedbanegården, Stengade, Maria Kirken, Pumpehuset og såmænd osse bag på en ladvogn ned igennem Istedgade i forbindelse med deres ”7 dage for et fixerum” turné. I samme forbindelse udkom en støtteplade hvor skrev Gaffa om Artig Verners bidrag ”... mens pladens måske mest charmerende bidrag leveres af Artig Verner med den herligt anakronistiske Mit Smukke Fixerum”.

Sangene er små 3 minutters rockanekdoter, med et V i enden (som man siger) og er mestendels en hyldest til alle de skæve eksistenser som bebor den skyggeside af Danmark, som mange har hørt om, men sjældent kommer i berøring med. Live er de en oplevelse uden lige med en udadvendt nærhed og en sand rock´n roll energi med tæft for naturlig samhørighed med publikum.

Forsanger: Ole Hansen
Bas: Morten Vestergaard Fisker
Leadguitarist: Mathias Tot Schwartzbach Pedersen
Trommeplager: Michael Belli Buxbom Landsvig

https://www.facebook.com/Artig-Verner-158903184158399/?fref=mentions

// GØGEREDEN - Kl. 15.45 //

Gøgereden er historien, der fortælles, når der er åbent hus på anstalten. Det er ekkoet, som løber ned ad gangene og males i graffiti på væggene. Det’ som du lige har på tungen, men ikke helt kan sætte ord på.

Endnu før blækket når at tørre, ændrer historien sig igen, når du finder vej til Gøgereden og dets krøllede univers. Bandet, som er de nyest tilkomne på den københavnske musikscene, smeder deres hårdtslående samt forførende guitarriffs i en container i Sydhavnen på baggrund af filosofiske og eksistentialistisk spørgende danske tekster. Så hold godt fast i småkagerne, når anstaltens toner finder vej til dine trommehinder og lader tid og rum opløse. 
Hvad end du er tosset eller blot institutionaliseret, så velkommen i Gøgereden.

https://www.facebook.com/goegeredenband/

// BLITZ - Kl. 17.00 //

ET FILIPINO PARTY BAND FRA DANMARK – med hits fra forskellige genrer, fra forskellige årtier.

Ernesto Aderes - band leader, back-up vocals, keyboards, event planner
Shaily Quiñola - lead vocals, back-up vocals
Racquel Blisby - lead vocals, back-up vocals
Jan Harley Lucero - lead vocals, back-up vocals, back-up keyboard
Shahrooz Malek Marzban - lead guitar

https://www.facebook.com/BLITZdk/